Parforhold med Knuder
Når et olieskift ikke længere er nok.
Nogle gange knirker parforholdet lidt. Andre gange er det kørt i grøften.
Måske taler I ikke længere med hinanden, men til hinanden.
Måske er de samme konflikter blevet gentaget så mange gange, at I efterhånden kan hinandens replikker udenad.
Måske er tilliden blevet brudt, nærheden forsvundet, eller afstanden mellem jer blevet så stor, at I ikke længere ved, hvordan I finder tilbage.
Og måske er I nået dertil, hvor I ikke engang er sikre på, om I vil.
Det er et smertefuldt, svært og ensomt sted at stå. Også selvom man er to.
Når det menneske, vi plejer at finde tryghed hos, pludselig bliver det menneske, vi har allersværest ved at nå, kan det gøre ondt på en måde, der er svær at forklare.
Jeg tror på, at vi mennesker er skabt til at være i relation. Men jeg tror ikke, at det betyder, at relationer altid er lette. Tværtimod. De mennesker, vi elsker højest, har ofte også den største mulighed for at ramme os dér, hvor vi er allermest sårbare.
Og når vi bliver ramt, reagerer vi. Vi trækker os, angriber, forsvarer os, lukker ned eller forsøger desperat at få kontakt. Ofte med det paradoksale resultat, at vi kommer endnu længere væk fra hinanden.
I terapien forsøger vi at forstå, hvad der sker mellem jer. Ikke bare hvad I skændes om, men hvad der ligger nedenunder. Hvad I hver især forsøger at beskytte, hvad I savner, og hvad I måske ikke længere tør bede hinanden om.
Det handler ikke om at finde en skyldig. Eller om at afgøre, hvem der har ret.
Det handler om at skabe et rum, hvor I kan begynde at høre hinanden igen. Også når det, der bliver sagt, er svært.
Nogle par kommer for at finde tilbage til hinanden. Andre kommer for at finde ud af, om der stadig er noget at finde tilbage til. Og nogle har brug for hjælp til at gå hver til sit med så meget respekt og omsorg som muligt.
Der er ikke én rigtig slutning på alle kærlighedshistorier.
Men der kan være noget værdifuldt i at få øje på, hvordan I er havnet, hvor I er. Og i at opdage, at selv når I ikke kan ændre det, der er sket, kan I måske ændre måden, I møder hinanden på.
For nogle gange handler det om at finde tilbage til hinanden. Andre gange om at finde en vej videre. Begge dele fortjener at blive taget alvorligt.